’Min tur på 12.16 Bike Camp Altea i foråret har nok lige rykket mig et niveau op’


Jeg har aldrig haft det bedre. Det er måske ikke helt rigtigt. Og det er også lige meget. For jeg føler mig stærkere, friskere og mere veloplagt end nogensinde før. Både på cyklen og for livet generelt.


Jeg har, siden jeg begyndte træningen til den franske cykelklassiker La Marmotte Granfondo Alps i 2017, været i konstant god form. Selvfølgelig med lidt småpauser. Et brækket kraveben til Grejsdalsløbet i 2019 og et dybt snitsår i skinnebenet til en klassisk torsdagstræning med Furesø Cykle Club sidste sommer. Ufrivillige pauser. For jeg har altid haft lyst til at træne. Været motiveret for at forbedre mig på cyklen.


Jeg var derfor heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle med, da et nyhedsbrev i indbakken i starten af februar lokkede med: ’Tag med 12.16 til Bike Camp Altea i uge 12 og 13’. Altea ligger på kysten nord for Alicante og en anelse sydligere end den nok for mange mere kendte cykelby Calpe. 12.16-campen var sat sammen i samarbejde med 12.16-ambassadøren Bekim Christensen, der tidligere har kørt som professionel cykelrytter og i dag er professionel triatlet. Jeg kendte allerede en stor del af området fra tidligere cykelrejser. Og ud fra beskrivelsen var det en træningslejr lige efter mit hoved og humør:


”Opholdet inkluderer syv overnatninger med helpension på 4-stjernet hotel beliggende helt ned til stranden og guidede cykelture hver dag. Vi har allerede tyvstartet strabadserne og haft sendt et par af vores andre 12.16-ambassadører på testtur i de spanske bjerge. Og vi skulle hilse og sige, at både de guidede ruter og den lækre spanske mad og vin med udsigt over det azurblå middelhav i den grad er godkendt som et førsteklasses rejsemål til at få finpudset forårsformen.”


Hvis det lød godt, som det stod der på skærmen en mørk aften i februar, så kan jeg roligt afsløre, at det kun blev endnu bedre end forventet, da vi ramte de spanske landeveje i slutningen af marts. Kun vejret var under niveau. Alt andet langt over.



Bekim og hans kæreste Fie Østerby, der er professionel cykelrytter, var suveræne til at få planlagt turene – og også ændre lidt i programmet, hvis vejret drillede. Og det gjorde det! Var der f.eks. optræk til regn på en planlagt lang tur ind i bjergene, kørte vi i stedet langs kysten. Eller øsede det ned hele formiddagen, trillede vi bare turen om eftermiddagen. Ja ja, det kan selvfølgelig være svært at gøre alle tilfredse, når der bliver rykket rundt på ture, tidspunkter, længde og varighed. Vi kommer alle med hver vores indstilling og forventninger. Og selvom alle måske ikke var helt enige i guidernes beslutning, så var der absolut ingen sure miner eller brok i krogene, når Fie og Bekim gav dessiner. For hvis vi var uheldige med vejret, så var vi til gengæld heldige med gruppen – både mht. styrke og sammenhold.


”Det er en stærk gruppe i denne uge, vi skal nok få nogle gode ture,” var Bekims kommentar, serveret med et forventningsfuldt smil, da vi i to hold lidt efter lidt droppede ind på Hotel Cap Negret i Altea. En jysk fraktion med nogle af landets bedste triatleter i deres age group – sådan nogle rigtige jeg-kan-da-sagtens-holde-300-watt-i-evigheder-uden-at-svede-typer – og en rock and roll young gun-cykelrytter med fynsk blod og ditto betoning koblet med en selvtillid på størrelse med Wout van Aerts lårmuskler havde allerede været på trilletur, mens CPH-flyet stadig var på vingerne. Vennerne Claus og Alex fra Hadsund. Og Michael fra Haderslev, der havde taget sin hustru Dorte med. Hun var ikke med på cykelturene, men fik i stedet testet områdets mange muligheder for gå- og løbeture – og bidrog i øvrigt med sit altid gode humør og imødekommende facon, når vi spiste… hvilket vi næsten gjorde konstant, når vi ikke cyklede.


Der var jo mad tre gange om dagen, hvilket også betød, at vi havde god tid til at lære hinanden at kende. Vi fik da også i gruppen hurtigt opbygget et både sjovt og hyggeligt fællesskab. I begyndelsen handlede det (selvfølgelig) ret meget om diverse cykelsnakke… træningsprogrammer, udstyr, målsætninger for sæsonen etc. Men vi skulle ikke mange måltider hen, før vi kom tættere ind på livet af hinanden og naturligt vendte både løst og fast og om job, familie, fælles venner – hvem vi var som mennesker inde bag cykeluniformen.


Der manglede ikke noget. Jo, vi skulle selv vaske vores cykeltøj. Alt andet var der i princippet sørget for. Det var en uge, hvor vi lige snittede livet som professionel cykelrytter krydret med et fantastisk socialt sammenhold. Og nøj, det var fedt! For de fleste af os var tiden med den slags store håb og drømme om en glorværdig cykelkarriere for længst forbi. Vi abonnerede næsten alle sammen på den klassiske MAMIL-tilværelse og lå fint fordelt mellem i starten af 40’erne og slutningen af 50’erne. Unge Oliver undtaget. Den 18-årige fynbo har stadig alle muligheder for at blive en af denne generations nye cykelstjerner. En ambition der da også ofte blev ventileret med umiskendelig syngende accent, når snakken gik under måltiderne og skulder ved skulder ude på cyklerne.



Vi var kun to mand fra Sjælland. Thomas – en brølstærk rytter fra Hillerød som jeg kendte af navn og allerede havde dystet lidt med gennem årene ved et par af de større danske motionscykelløb – og jeg. Og det skulle vise sig, at vores både hårde og hyggelige dyster fra Munkebjerg og omegn fortsatte ufortrødent i de spanske bjerge. Ofte var mønsteret, at Thomas sled sig alene fri på de sidste kilometer og klatrede i sit både lette og malende tråd først til toppen. Bekim og Fie kunne også finde på at blande sig og give os glade motionister en (måske tiltrængt!) justering. Undskyldningen var, at de lige skulle teste benene, eller at vinden lå helt rigtigt til en KOM eller QOM på Strava. Tak for tæsk. Fantastisk træning! Åbenbart også for guiderne. Fie blev i overbevisende stil hurtigste kvinde i det netop afviklede La Mamotte 2022 – chapeau! Ja, det var den slags guider. Topflinke og helt afslappede i sweatpants og badesandaler til morgenmaden… og bundambitiøse og målrettede atleter i sadlen et par timer senere.


Der var også den anden Thomas, der havde været på campen ugen før, men lige skulle have en dag ekstra med os andre i regnen… og så var det også noget med, at det passede bedre med flyafgangen hjem. Også her havde Fie og Bekim meget fint sørget for transfer og taget hensyn til individuelle ønsker. Som sagt. Vi var heldige med gruppen. Og ud over nogle rigtig gode cykelvenskaber på tværs af landet, så blev jeg også i løbet af campen fodret med en lang række supergode tips om træning – og ikke mindst kost. Jeg tager i hvert fald gerne noget af æren for at få presset Bekim til at holde et interessant og meget tankevækkende foredrag om, hvordan den rigtige kost kan optimere både din performance på cyklen og dit generelle velvære.


Indrømmet! Det stod lidt gemt i beskrivelsen – og vistnok kun i et enkelt opslag på Facebook. Men det stod som en fremhævet grøn check mark bullet: ’Gratis vejledning om træning og kost for cykelryttere’. Foredraget handlede også en del om Bekims egen karriere. Om hans deltagelse i Tour de France. Om opture og nedture. Om hvordan man rejser sig og kommer op igen efter en nedtur. Og om hvordan basiske kostprincipper, ioniseret vand​ og ​antioxidanter er med til at rense din krop for affaldsstoffer og holde den i balance. Værsgo! Så er der serveret.


Som person er jeg typen, der spidser ører, når nogen fortæller om, at de gør noget, der virker. Især når de kører så stærkt, som Bekim gør! Og jeg har før med stor succes ændret min kost markant og opnået at forbedre mine resultater. Det var efterhånden ved at være nogle år siden, og mens jeg sad der i hotellets konferencelokale omgivet af mine nye cykelvenner og sugede til mig af Bekims enorme viden om cykelsport, træning og ernæring, så gik det op for mig, at der med stor sandsynlighed var mere at hente i den værktøjskasse – eller madkasse så at sige.

Dagen efter, jeg landede fra campen, skulle jeg til 50-årsfødselsdag hos en god cykelkammerat, så jeg ventede lige til om mandagen, inden gik jeg så i gang med at nyde godt af de tips og tricks til kost og træning, jeg tog med mig hjem fra Spanien. Jeg har gennem de sidste 5-6 år følt mig fit og stærk, men det er som om, at især min ændrede kost her gennem foråret og den tidlige sommer har gjort mig endnu stærkere... og gladere. Og hvor er det bare fedt, at du stille og roligt og helt tydeligt kan mærke på din krop, at du får det bedre. Og kører hurtigere, samtidig med at det føles lettere.


Uden at dvæle ved alt for mange diætetiske spidsfindigheder har jeg hver dag siden mandag den 4. april kørt den sagnomspundne Fie og Bekim Altea Special-morgenmad med masser af frugt og nødder, skåret væsentligt ned på ost og kornprodukter og droppet alt svinekød og oksekød. Jeg spiser fortsat fisk og fjerkræ, men langt fra hver dag og i mindre mængder. Og så har jeg virkelig skruet op for frugt, grønt og nødder dagen igennem. Jeg er hverken coach, kostvejleder eller klinisk diætist og har aldrig kørt licens, så der ligger hverken et videnskabeligt studie eller årtiers empirisk klubhistorik til grund for det, jeg skriver. Jeg kan bare på min egen krop mærke en klar forbedring på rigtig mange parametre. Og selvom det virker for mig, er det jo langt fra sikkert, at det er en god ide for alle. Mennesker – og cykelryttere – er jo forskellige, heldigvis!


En ting er kostændringen. En anden vigtig opjustering, som jeg også fik med hjem fra Spanien, er en anderledes træningsform. Og ligesom ændringen til en meget mere basisk kost er noget, der helt bestemt er set før, så er heller ikke min træningsopdatering efter campen ligefrem rocket science. Mange af mine cykelvenner træner allerede på den måde og har gjort det i mange år. Husker trilleturene! Mig selv. Nej. Med fuldtidsarbejde, familie og freelanceopgaver har jeg altid haft svært ved bare at trille en restitutionstur. Det er selvfølgelig altid hyggeligt, hvis det er en snakketur i godt vejr med en god cykelkammerat. Men jeg har samtidig følt, at jeg så spildte muligheden for en ordentlig gang god gammeldags træning. Ja, måske netop gammeldags. I dag kører jeg mange flere af disse lavintensitetsture for bedre at restituere. Og det er faktisk en rar følelse ikke altid at skulle ’præstere’, hver gang jeg klikker i pedalerne.


Og det er ikke kun rart. Det virker! Når jeg nu kører mine hårde træningsture – enten tons eller intervaller – er det som om, at kurven, når kroppen er ved at blive træt, falder fladere, hvilket giver mig en del mere power end tidligere. Min puls er også faldet, uden at farten er gået ned. Tværtimod! Jeg kørte f.eks. en tempotur på den løse fridag mandag i pinsen for lige at forsøge at peake formen det sidste inden Vätternrundan nogle uger senere. 126 km solo rundt på Nordsjælland med 36.3 i snit uden at være specielt presset. Ja, med en NP på 267, så blev der da trådt. Men med et pulssnit på 144 og en maxpuls på 163 var det på ingen måde en tur i rød zone. Det er nyt for mig at køre med wattmåler, så det kan jeg ikke bruge som sammenligning ift. tidligere. Men normalt ville jeg med sådan en snitfart/distance ligge med en puls på ca. 150... tit også lidt over. Og igen, tidligere har jeg følt det hårdere. Om det er noget mentalt eller fysisk, ved jeg ikke. Nok en kombination. Sådan er det jo ofte.


Nå, inden min taletid er slut, kan jeg lige hurtigt nå at vende min oplevelse med Vätternrundan, der med sine 315 km selvfølgelig er et langt løb. Planen i vores lille seksmandsgruppe var at bruge ni timer. Det lykkedes af flere grunde ikke helt. Men det var tæt på. Og ja, det var da lang tid at sidde på en cykel. Det nev pludselig lidt på ydersiden af venstre knæhase, og der var også tiltagende småbøvl med mit højre skinneben, der havde drillet mig i ugerne op til løbet. Jo tak, kroppen er trods alt blevet 48 år. Men alt i alt havde jeg en fantastisk tur rundt om den svenske kæmpesø. Jeg sad med konstant overskud – kørte uden kæde, var oven på pedalerne/gearet, eller hvad det nu helt præcist hedder i den officielle cykelparlør. Jovist, jeg har som sagt gennem den sidste håndfuld år været i en ganske hæderlig supermotionistform, men det er som om, at min tur til 12.16 Bike Camp Altea nok lige har rykket mig et niveau op og helt sikkert været medvirkende til, at jeg nu føler mig endnu stærkere på cyklen... og gladere for livet.


Jeg tænker, at jeg klikker ind igen til den næste 12.16 Bike Camp! Det kan jo være, at der er endnu mere at hente. Og hvis det ikke bliver i Altea, så vil jeg glæde mig til at prøve kræfter med Girona-området, hvor Fie og Bekim bor og træner til daglig. Eller hvad der nu lige passer ind. Anbefalingen herfra. Rejs ud. Lyt og lær. Vær åben over for tips og tricks. Vær ikke bange for at suge til dig og udfordre jamen-sådan-har-jeg-altid-gjort. Og måske allervigtigst. Sørg for at få justeret dine nye input, så de passer til dig og dit liv. Du skal føle dig beriget, ikke begrænset. Foråret er selvfølgelig højsæson for bike camps, men også i september og oktober bugner det med tilbud – og hvorfor dog ikke lige udnytte den næsten altid gode sensommerform med en tur ned, hvor sæsonen i kort-kort varer de der par måneder længere?


Rigtig god sommer! 🌞🌞🌞

28 visninger0 kommentarer